Team

Italian Trattoria BORGERGADE 17A - 1300 COPENHAGEN K - T. 33 11 17 21 - M. MAIL@CHEFE.DK OPEN FROM 6:00PM - SUNDAY CLOSED

Italien er en skønsom blanding af alverdens folkeslag – ligeså er vores team, der hovedsaligt tæller fuldblodsitalienere, men også giver plads til danskere, (halv)svenskere og sydamerikanere, der ikke kan leve uden Støvlelandet i deres hverdag, og altid gør deres yderste for at formidle essensen af den italienske gæstfrihed og kokkekunst på Ché Fè.

 

Alessandro Jacoponi – ejer og restaurantmanager

 

Startede sin kokkekarriere på Era Ora i 1987 og blev partner i restauranten i 1990. Det var ham der stod i køkkenet som køkkenchef, da michelin-inspektøren i 1995 kom forbi det lille sted på Torvegade og året efter kvitterede med en stjerne i den røde bibel. I det nye årtusind varetog han også driften af teamets nye restaurant L'Altro, og var med til at starte Acquamarina op i 2007. Den 29 februar 2012 rykkede Ché Fè ind i Borgergade med Sandro som chefkok, og den 1 september 2014 blev han ene-ejer af spisestedet, der mere end noget andet matcher hans personlighed: gæstfrihed, humor og præcision på hver en tallerken er Sandros signatur, og til dagligt kan han findes 'ude på gulvet' hvor han hygger om sine gæster. Sandro er dog stadigvæk en habil kok, og har titler som verdensmester i risotto og gæstedommer i Masterchef på sit cv.

 

Katrine Giorgio – sommelier og tjener

 

En af Danmarks eneste kvindelige sommeliers er Katrine, der startede sin restaurantkarriere som tjener og smugdrikker af de sjatter, som var tilbage i flaskerne de sene aftener på Era Ora. Dér opdagede hun hvor vidt forskellige vine kan være, og besluttede sig for at gøre den gode drik til sin levevej. Katrine er halv svensk og halv italiensk og passer perfekt ind i Ché Fès univers, hvor mange stamgæster kun vil komme, hvis hun er på arbejde, og hvor hun ikke går ad vejen for at lave lumske tegninger af de kunder, der ikke opfører sig ordentligt.

 

Enrico Cecilian – chefkok

 

Enrico kommer fra det frugtbare bondeland i nordøstitalien, hvor han især er blevet dybt berørt og påvirket af den legendariske stjernekok Gualtiero Marchesis køkken, som for alvor bragte det italienske køkken ind i den moderne tidsalder. Enrico er dog først og fremmest inspireret af sit hjemlands enkle men smagfulde køkken, og som en ægte, kreativ ildsjæl lader han også poetiske elementer som jazz og klassisk musik have indflydelse på sin madstil. Enricos gastronomi er netop kendetegnet ved et regelmæssigt flow, eviggyldige kompositioner og et letfortolkeligt smagsrepertoire, hvis største ambition ikke er eksperimentet, men harmoni og tilfredsstillelse.